March 3, 2017

Game Hub i Grenaa får Djurslands Bank som ny medspiller

Marie Haagensen
 

Djurslands Bank bakker aktivt op om start-up fællesskabet Game Hub Denmark i Grenaa. De to parter har netop indgået en aftale om et ny hovedsponsorat.

Aftalen om et nyt hovedsponsorat er en win-win situation for både de unge iværksættere i Game Hub Denmark, Djurslands Bank og ikke mindst lokalområdet.

”I Djurslands Bank ønsker vi, sammen med VidenDjurs, Dania og andre aktører i spiludviklingsmiljøet i Grenaa, at bakke op om de initiativer, der giver liv til fremtidige virksomheder i området”, siger bankdirektør Lars Møller Kristensen og tilføjer:

”Et stærkt uddannelsesmiljø, der tiltrækker unge talenter på deres felt, er vigtigt for at fastholde arbejdspladser og skabe udvikling i et lokalområde som Grenaa”.

Lokal opbakning til spilindustrien i Grenaa

Game Hub Denmark i Grenaa er et start-up fællesskab for nystartede virksomheder, der satser på digital spiludvikling. De huser i øjeblikket 10 virksomheder, og der er flere på vej.

”Vi tilbyder unge spiliværksættere muligheden for at skabe en bæredygtig forretning omkring deres passion for spil, så den er klædt på til at kunne arbejde på det globale marked”, siger Jonas Klemmensen, Business Developer, Game Hub Denmark.

Det er vigtigt med opbakning fra erhvervslivet i Grenaa, og her er Djurslands Bank en aktiv sparringspartner. Udover at bidrage med et kontant beløb til organisationen støtter banken de unge med rådgivning i forbindelse med opstart af egen virksomhed. Faktisk tilbyder banken en opstartspakke, der er direkte målrettet de virksomheder, som starter op i inkubationsmiljøet.

”Globalt set er spilindustrien større en både film og musik tilsammen - og med fokus på det har vi valgt at gøre Grenaa til Danmarks spilhovedstad. Vi har derfor skabt grundlaget for et helt nyt erhverv og -vækstmiljø, som kan hjælpe med at skabe jobs og nye muligheder for hele Djursland”, fortæller Jonas Klemmensen.

Udvikling af apps til bankkunder

Med sponsorstøtten bidrager banken til, at de unge kan deltage i internationale spil-events. Her kan de præsentere deres ideer, få ny inspiration og opsøge kapital og finansiering til videreudvikling af deres virksomhed.

”I vores branche er dette helt essentielt for at kunne skabe en bæredygtig forretning som spiludvikler, og det er derfor en kæmpe hjælp for de enkelte virksomheder i Game Hub Denmark,” siger Jonas Klemmensen. 

På sigt kan samarbejdet også rumme muligheder for, at Djurslands Bank får glæde af de ideer og talenter, som de unge har. Det kan være i praktikforløb i bankens it-afdeling, eller ved at banken får brug for udvikling af særlige apps.

”Der er ingen tvivl om, at den digitale udvikling de kommende år får stor betydning for den finansielle sektor. Og med udviklingskraften i de hurtige apps som supplement til bankens centrale it-systemer, er det en nærliggende tanke, at de lokale iværksættere kan komme til at spille en rolle i udviklingen af apps til vores kunder”, afslutter Lars Møller Kristensen.